Så er der under to måneder til jeg er tilbage i Danmark, og i dag var jeg i hård træning for at kunne få en blød landing i min kommende tilværelse.

Vi mødtes i Shibuya med min svenske fysik-ven Robert og hans kone. Der er en ganske fin biograf, Cinema Rise, der viste Hævnen - eller Til jer der lever i fremtiden, som den hedder på japansk. Underteksterne var selvfølgelig på japansk, så Robert og jeg måtte anstrenge os en anelse for at forstå det danske og svenske, men det gik helt rimeligt - bortset fra Ulrich Thomsen der mumler en hel del.

Efterfølgende spiste vi frokost på Nicolai Bergmanns blomstercafé i Aoyama. Det vil sige, vi kom ret sent, så næsten al frokosten var væk. Til gengæld delte vi så fire store stykker kage, blandt andet drømmekage og klassisk gulerodskage med ostecreme på toppen. Fantastisk!

For lige at runde det danske af smuttede vi omkring Andersen på vejen hjem og fik et havregrynsbrød og et wienerbrød med hjem til morgenmad i morgen.

I dag har jeg købt flybillet ud af Japan!

Efter tre gode år i Japan og på NICT er det på tide at komme videre, så 31. august har jeg sidste arbejdsdag, og 15. september starter jeg på en to-årig post doc på DTU.

Efter at have arbejdet med ikke-lineære krystaller og squeezed lys i 8 år skal jeg nu til at lege med nano-diamanter. Der er en masse ny fysik og nye teknikker jeg skal lære. For at komme hurtigt i gang tager jeg til Queensland Universitet i Brisbane i en måned, hvor min kommende gruppeleder har nogle samarbejdspartnere der arbejder med det samme udstyr, som jeg skal i gang med.

Så 14. september forlader jeg Japan, og i midten af oktober kommer jeg hjem til Danmark. Der er rigtig mange ting, jeg vil komme til at savne ved Japan, men der er også meget, jeg glæder mig til i Danmark - ikke mindst at komme nærmere på familie og venner!

(flag fra World Flag Database)

Kronprins Frederik har været tre dage i Japan, primært for at besøge katastrofeområderne og give udtryk for danskernes sympati med de ramte. Ambassaden her har tilsyneladende valgt at koncentrere den danske hjælpeindsats omkring byen Higashi-matsushima (Østfyrreø) i Miyagi-amtet. Derfor var prinsen deroppe og inspicere ødelæggelserne, lege med børnene i et flygtningecenter og overrække nogle pengedonationer fra danske virksomheder.

Onsdag aften var der reception på ambassaden, hvor alle danskere i Japan var inviteret. Vi havde på forhånd fået at vide at vi kun ville få lov til at blive der i 20 minutter og hilse kort på kronprinsen på grund af mangel på plads og tid. Det blev dog noget mere afslappet end det lød, og faktisk til en rigtig fin lille time. Vi stod i kø for at komme ind, da alle skulle have en lille sludder med ham. Da det blev vores tur introducerede vi os selv og takkede ham for at besøge Tohoku, og han fortalte kort om sit indtryk deroppefra. Jeg havde to kopier med af den netop udkomne papirudgave af Quakebook. Den ene gav jeg til prinsen og jeg fortalte ham kort hvad den handler om, og hvordan den kom til verden. Han takkede og virkede i det mindste oprigtigt interesseret.

Derefter fik vi taget foto og blev elegant men bestemt sendt videre af ambassadøren (som jeg gav den anden bog som tak for hans indsats for genopbygningen). I ambassadørboligens have var der reception hvor vi blev budt velkommen af ambassadørfruen. Da hun hørte at jeg forsker førte hun os straks hen til en anden dansker, som hun også havde hørt arbejder med forskning. Meget garvet. På den korte tid, vi var der, nåede vi at få snakket med en del interessante danskere - både nogen, jeg kendte i forvejen, en som jeg kendte fra hendes blog, og nogle helt nye ansigter.

En spændende begivenhed. Jeg er imponeret over Kronprins Frederiks professionalisme. Jeg tænker at det må være så træls at skulle igennem sådan en seance, sikkert flere gange om måneden, foruden alle de andre pligter og opsatte forestillinger, han bliver slæbt rundt til. Men han hilste pænt og småsnakkede høfligt og interesseret med alle. Super fyr!

Dagene og ugerne efter 11. marts var naturligvis kraftigt dominerede af katastrofens eftervirkninger i nord og af Fukushima-ulykken. Vi så timevis af TV, YouTube og online artikler og fotos fra Minamisanriku, Ishinomaki, Kesennuma, Rikuzentakata, Minamisoma, Higashimatsushima, Sendai, og hvad de ellers hedder, de tsunamiramte byer og områder. Det var forfærdeligt. Total, ubegribelig ødelæggelse, og konstant nye beretninger om folk der havde mistet deres børn, forældre eller ægtefælle, folk der reddede andre for så selv at blive revet bort af bølgerne, folk der efter dage og uger stadig ikke havde vished for deres nærmestes skæbne, folk der gravede rundt i mudder og husvrag for at finde personlige ejendele, folk der boede på nogle få kvadratmeter i en gymnastiksal uden varme eller privatliv, folk der døde i herbergerne. Det officielle dødstal steg dag for dag, stadig med mange savnede.

Katastrofen er den økonomisk værste i historien, men målt i menneskeliv er den langt fra sidste års jordskælv i Haiti eller tsunamien i det Indiske Ocean i 2004. Det er bare slet ingen trøst for dem, der er blevet personligt ramt. Og for mit eget vedkommende har Tohoku-katastrofen da også gjort et væsentligt dybere indtryk. På trods af de mindst lige så forfærdelige beretninger fra andre naturkatastrofer, så er det vist naturligt at blive kraftigere påvirket af sådan en begivenhed få hundrede kilometer væk i éns eget land.

Som om jordskælvet og tsunamiens ødelæggelser ikke var slemme nok i forvejen, så blev de hurtigt indirekte forværret af nedsmeltningen på Fukushima nr. 1 atomkraftværket. Hvor naturkatastrofen forårsagede omfattende død og ødelæggelse, så har atomkraftværket foreløbig “kun” ganske få liv samt mange tusinde forflyttede familier på samvittigheden. Men den indlysende alvorlige karakter af ulykken dér samt det forhold at den fortsatte med uformindsket styrke i flere uger betød at en stor del af myndighedernes og mediernes fokus blev rettet mod værket og væk fra de tsunamiramte områder, som virkelig havde brug for det.

Hvor jeg var rystet af men ikke direkte berørt af tsunamiens ødelæggelser, så var situationen på Fukushima-værket helt anderledes inde på livet af os hernede i Tokyo. Hvis der kom et stort radioaktivt udslip og vinden var i den forkerte retning, så kunne vi måske komme i fare for bestråling. Vi fulgte så meget med i nyhederne, som vi orkede, og jeg læste en masse på nettet for at forstå hvad der foregik og prøve at blive klar over risikoen. Efter en uges tid var det som om at alle var blevet mini-eksperter i atomkraft, og det blev en daglig rutine at tjekke strålingsmålinger og vindretning som det første om morgenen.

Den første uge eller to var temmelig spændte, for hver dag var det som om at udviklingen på værket var et skridt frem og to tilbage: den ene reaktorbygning efter den næste eksploderede, der blev fundet spinat, mælk og andre landbrugsprodukter med for høj radioaktivitet, arbejdernes køleoperationer mislykkedes eller lykkedes “måske”, strålingen i postevandet i Tokyo kom over den fastsatte grænse for spædbørn en dag efter et regnvejr, og de blev nødt til at lukke lavradioaktivt spildevand ud i Stillehavet for at have opbevaringsplads til det højradioaktive vand fra reaktorkernerne.

Vi følte os dog efterhånden rimelig sikre på, at der ikke var nogen umiddelbar fare ved at blive i Tokyo, så vi besluttede os for at blive, på trods af et kraftigt pres på os hjemmefra for at komme væk fra byen eller landet. Og langsomt blev det da også hverdag igen. Fredag ugen efter jordskælvet var den første dag, hvor stemningen på gaderne virkede næsten normal, og efter omkring tre uger begyndte der at blive lidt mere ro omkring atomkraftværket og vi kunne bekymre os mindre om det - selvom tilstanden frem til i dag stadig er forholdsvis kritisk.

Jeg har stadig masser af tanker, observationer og beretninger fra tiden efter jordskælvet, som jeg gerne ville have ned på skrift, men nu er vi snart 3 måneder videre i historien, så det bliver efterhånden mindre relevant, både for mig og for jer læsere. Jeg har skrevet en lang række stikord ned, og hvis ånden kommer over mig vil jeg forsøge at beskrive hvert af dem i ganske få linier i et eller to kommende indlæg.

I denne omgang vil jeg slutte af med denne fuldstændig utrolige og forfærdende video af tsunamien i gadehøjde i Kesennuma, Miyagi:

Flere af Hirokos fotos fra da hun kom hjem 11. marts. Det er meget imponerende at krystalrødvinsglasset, der røg ned fra øverste hylde, slap med en enkel lille splint, der røg af indersiden. Fjernsynet klarede sig mindre heldigt, som jeg viste i et tidligere indlæg.

Her er Hirokos billeder, som hun tog umiddelbart efter hun kom hjem fra arbejde den 11. marts. Et gevaldigt rod.

Selvom vi har haft en del temmelig kraftige jordskælv siden da er der endnu ikke nogen af dem, der har fået bare den mindste lille ting til at falde ned. Jeg er glad for at vi ikke var hjemme i lejligheden under det store skælv!

Desværre fik hun ikke taget nogen billeder af, hvor langt køleskabet havde rykket sig.

Så er #quakebook (2:46: Aftershocks) ude og til salg hos Amazon. Køb den! Alle $9.99 går til Japansk Røde Kors.

Det praktiske

Desværre findes den foreløbig kun som ebog i Kindle format. Det betyder at du skal oprette en konto hos Amazon.com, og enten skal have en Kindle (Amazon’s ebogslæser) eller downloade det gratis Kindle-software, der fås til PC, Mac, iPhone og Android. Kort efter, du har købt bogen, bliver den så automatisk downloadet til din enhed.

Det er planen at den også skal udkomme som en rigtig fysisk bog, men det tager selvfølgelig noget længere tid at få på plads. Jeg kan godt forstå, hvis man hellere vil vente på den. Alternativet er at købe bogen to gange :)

Kvik-anmeldelse

Jeg læste bogen færdig i går, delvis på PC, delvis på min telefon. Det er en forholdsvis kort bog, bestående af mange korte eller ultra-korte indlæg. De varierer ganske meget i kvalitet og intensitet - en del, mit inklusiv, er forholdsvist intetsigende beskrivelser af hvordan jordskælvet oplevedes på afstand i Tokyo eller endnu længere væk. Nogle få er bare mærkelige. Men så er der også dem, typisk skrevet af japanere, der giver udtryk for enten enorm fortvivlelse over katastrofen og dens efterdønninger eller håb for mennesker og for fremtiden. Mange gange under læsningen fik jeg fugtige øjne…

Det er ikke noget stort stykke litteratur, men det er heller ikke som sådan at #quakebook skal vurderes. Det er et øjebliksbillede af situationen i et land i krise, altsammen (næsten) skrevet en uge efter jordskælvet og tsunamien, på et tidspunkt hvor usikkerheden omkring atomkatastrofen stadig var på sit højeste. Derudover er den kommet til verden på rekordtid, båret frem af en stor gruppe af frivillige, der for de flestes vedkommende aldrig nogensinde har mødt hinanden. På den måde er bogen også et fascinerende eksempel på hvordan nye kommunikationsformer vender op og ned på de traditionelle medier og publiceringsmetoder.

Jeg vil varmt anbefale 2:46: Aftershocks. Du kan give 50 kroner til Røde Kors og have det godt med at du støtter de nødlidende i Tohoku. Eller du kan give 50 kroner til Røde Kors, have det godt med at du støtter de nødlidende i Tohoku, OG få #quakebook med i købet. Hvad er der at miste?

I dag var månedsdagen for det katastrofale jordskælv og efterfølgende tsunami i nordøst-Japan. Der er stadig 150,000, der bor i evakueringscentre, og der er vist også noget med et lille atomkraftværk, der stadig halter lidt, men i Tokyo er hverdagen stort set vendt tilbage, og i disse dage nyder folk forårets komme og kirsebærtræerne, der er i fuld blomst.

Klokken 14:46, en måned efter skælvet ramte, var jeg gået uden for laboratoriet for at indsnuse den friske forårsluft, mens jeg holdt et minuts stilhed for mig selv og prøvede at forestille mig, hvordan det måtte være at blive overrumplet af en rasende 15 meter høj bølge.

For en uge side var skoven udenfor helt nøgen - nu er den lige ved at ligne den urskov, den vist rent faktisk er:

Luften var klar og rolig, men næsten på klokkeslettet 14:46 blæste det op, og vindstødet bragte enkelte kronblade fra et fjernt kirsebærtræ med sig.

Tilbage i laboratoriet, cirka en time senere, kunne jeg pludselig høre rumlen og bragen, på trods af at jeg spillede høj musik. Det var årets første tordenvejr! Jeg gik udenfor igen for at lytte og se på lynene, og for at nyde den fantastiske duft af ny regn på asfalt og træer:

Endnu engang tilbage i laboratoriet gik jeg i gang med at støvsuge nullermænd og døde bænkebidere mellem kablerne på gulvet. Dyson-støvsugeren var åbenbart for hård kost for strømforsyningen, for en af hovedafbryderne slog fra. I morgen må jeg finde et strømstik, der kommer fra et andet relæ.

Klokken kvart over fem gik alarmen så fra min nyinstallerede jordskælvsadvarselsapplikation på telefonen. Jeg kom op af stolen og begyndte at filme, ligesom sidst (denne gang havde jeg bare et 15 sekunders forspring). Efterskælvet, som var en størrelse 7.1, var det hidtil kraftigste i Tokyo, fordi det havde epicenter noget tættere på end det 7.4 skælv, der ramte i onsdags. Det havde dog stadig forholdsvis begrænset effekt her, sammenlignet med det store:

Dette store efterskælv ramte en måned og 2½ time efter det store skælv, og det udløste da også en del tweets over temaet Happy Anniversary.

Resten af aftenen fortsatte efterskælvene med mindre styrke med 5-20 minutters intervaller, men det var først efter, jeg kom hjem til lejligheden, at jeg rigtig kunne mærke dem. Mens jeg har skrevet dette indlæg har der været tre rystelser.

Det er en spændende tid at være i Japan…

Den 12. om morgenen vågnede jeg efter fire timers søvn på kontorgulvet og følte mig virkelig et år ældre. Men et af mine største talenter er netop at sove, så selvom der må have været adskillige efterskælv, blev jeg ikke vækket af dem.

Jeg er ret sikker på at mine største bekymringer på det tidspunkt - bortset fra tankerne om katastrofen nordpå - var om jeg kunne komme hjem, og hvor mange glas vi mon havde fået smadret derhjemme. Selvom jeg havde fulgt med i problemerne på Fukushima-værket, var det først senere på dagen med eksplosionen ved reaktor 1 at det blev klart, hvor alvorligt det stod til.

Chuo-linjen, som jeg tager med fra Kokubunji mod Shinjuku, begyndte at køre igen ved 9-tiden, så efter et par timer med nyheds- og bloglæsning gik jeg til stationen. Der var ikke noget særligt at mærke på gåturen. Der var mere stille end normalt, men normalt er jeg heller ikke i Kokubunji lørdag morgen. På en måde ville jeg gerne have oplevet stemningen i Tokyo aftenen før, hvor millioner af kontorfolk (inklusiv Hiroko) begav sig ud af centrum på gåben.

Selvom togene var komme i gang, var der stadig store forsinkelser, så turen med de to tog tog to timer¹ imod normalt 45 minutter. Jeg havde hørt at der allerede var mange varer, der var svære at finde i butikkerne, så jeg ville købe ind på vej hjem fra Gotanda station. Tokyu Store, som vi ofte handler i, var fuldstændig lukket, så jeg fik til et mindre supermarked i nærheden. Mælk og æg var udsolgt, men jeg fik købt en del frugt og grønt, kiks, snacks, vand og grøn te, så vi havde proviant nok til flere dage, hvis det skulle blive nødvendigt. Der var lav bemanding i butikken - sikker på grund af togproblemerne - og mange ude og købe stort ind, så det tog tre kvarter at komme igennem kassekøen. Under normale omstændigheder skal man være ret uheldig for at stå i kø i mere end 3 minutter i et japansk supermarked.

Tungt læsset med indkøbsposer kom jeg hjem til L’Gente lidt over middag og hilste på viceværten, som måtte undskylde at elevatoren var ude af drift. Mens jeg snakkede med ham, fik jeg et opkald fra et chokoladefirma i Kobe. 14. marts er White Day, og jeg havde bestilt et chokoladedinosaurusudgravningssæt til Hiroko til levering mandag morgen. Den levering var selvfølgelig usikker nu, så den venlige dame ringede for at fortælle det på sit høfligste keigo, høflighedsjapansk. I forvejen er jeg ikke så skarp til at føre en samtale over telefon (eller i den virkelige verden), og da alle sætningerne så blev dobbelt så lange og de fleste ord blev byttet ud med deres høfligere udgaver, var jeg temmelig tabt. Forstod nok kun halvdelen af, hvad hun sagde, og svarede vist på noget andet end det, hun spurgte om. Det var lige et lidt stresset øjeblik².

På vej op ad trapperne til 13. etage mødte jeg et ungt par med en lille baby. De var i godt humør, på vej ud for at handle. Bleer var en anden vare, der efter sigende var svær at få fat på på det tidspunkt. Jeg kunne fortælle dem, at de skulle være klar til at væbne sig med tålmodighed.

Det var rigtig dejligt endelig at se Hiroko igen - havde ikke set meget til hende på min fødselsdag. Heldigvis var hun relativt upåvirket af omstændighederne. Hun havde allerede ryddet en del op, men der var stadig en masse ting spredt ud over alle gulvene. Hun havde taget billeder af lejligheden, før hun gik i gang med oprydningen. De kommer på bloggen inden længe. Det var gået hårdere for sig, end jeg havde forestillet mig, selvom jeg godt havde på fornemmelsen, at det måtte have været voldsomt. Hiroko var endnu mere overrasket over omfanget af omrokeringerne. Skælvet havde ikke føltes superkraftigt i det mødelokale, hun opholdt sig i, og hun havde regnet med at vi stadig kunne gennemføre vores planlagte weekendtur, hvis bare jeg kunne formå at komme hjem i tide. Det varede lige indtil hun trådte ind ad døren og blev mødt af hele entréen fyldt med sko, tasker, tøj, værktøj og pyntegenstande.

Jeg er ret glad for at vi var på arbejde og ikke hjemme, da skælvet ramte - det må have været temmelig skræmmende. Blandt andet havde køleskabet rykket sig over en meter. Overraskende var det dog, at Taj Mahal, som stod i tre dele oven på klaveret, var stort set intakt.

Resten af dagen gik med oprydning og rengøring. Det var Hiroko, der klarede det meste (hvilket hun blev en anelse knotten over), fordi jeg havde travlt med at skrive mails, chatte, snakke på Skype og opdatere Facebook, især efter det blev mere tydeligt hvor galt, det stod til på Fukushima 1. Der var rigtig mange, der bekymrede sig om os. Mere om det i et senere indlæg.

Mine historier her bliver lidt lange, så jeg vil slutte for nu. Til sidst er her et billede, der viser hvordan vores fjernsyn ser ud nu, efter det fik en tur på gulvet og et slag.

Lidt i ly af alle tragedierne er det stille og roligt blevet forår, og kirsebærtræerne begyndte at springe ud i Tokyo sidste weekend. På vej til arbejde i går gik jeg en omvej mod Osaki station for at få disse billeder af træerne langs Meguro-floden. Der er mange flere på mit Picasaweb album.

På grund af katastrofen er der mange, blandt andet Tokyos guvernør, der opfordrer os til at holde igen med de sædvanlige hanami-festligheder. Det synes jeg (og mange andre, f.eks. Hikosaemon og Japanorama) er helt hen i vejret. En af de dybereliggende grunde til at japanerne fejrer kirsebærtræernes blomst er jo, at de symboliserer både skønhed og forgængelighed, og at disse to egenskaber er uadskillelige - noget som (i hvert fald i teorien) skulle reflektere folkesjælen.

Hvis der er noget som helst tidspunkt, hvor det er passende at standse op og tænke over altings forgængelighed, så er det da for pokker nu. Lige siden de første dage efter jordskælvet har jeg glædet mig ekstra meget til hanami, netop af den grund. Og så ser jeg ikke noget galt i, at eftertænksomheden skylles ned med noget øl eller sake.

Et lidt mere pragmatisk, men lige så godt argument for ikke at holde tilbage med festlighederne er, at den japanske økonomi lige netop ikke har brug for at vi holder på pengene.

Så jeg vil gøre min del til at mindes katastrofens ofre og holde økonomien kørende og give den fuld gas med hanami i den kommende weekend!